Historien bag Sisko

For 25 år siden åbnede et nyt pizzaria i Bagsværd, der som noget nyt havde plads til, at man også kunne sidde og spise sin pizza der. 3 dage efter åbningen troppede jeg op med mine 2 små børn, der aldrig havde været ”på restaurant” før.  Det var en oplevelse både for dem og for mig! Pizzaerne var noget af det bedste, jeg nogen sinde havde smagt, og den hyggelige og familiære atmosfære som hele familien formåede at skabe gjorde, at vi kom igen…. og igen… og igen! Sisko blev stedet, hvor vi spiste med familie og venner både i hverdage og til fest.

Vi fulgte med i familien sådan lidt på afstand, og så det ene barn efter det andet overtage efterhånden som de blev store nok til at hjælpe til, og vi mærkede maden tage form fra cafeteriamad til gourmetmad, da ”drengene” (Adem og Aydin) tog over. Deres arbejdsiver, opfindsomhed og gå-på-mod førte dem væk fra Bagsværd til Islands Brygge i en periode, og vi syntes, at vores pizzaria led stærkt under det på madsiden, men i endnu højere grad på atmosfæren – Sisko ER familien Asci!

Heldigvis er de nu tilbage igen, hvor de hører til, og i vores øjne har det gavnet den lille hjørnecafe! Der bliver nusset om den, pyntet op ude og inde, der er styr på det, og maden er igen rigtig god! Og det er tydeligt, at personalet også kan lide at være der, for de fleste har været med i mange år. Omgangstonen er jovial og venskabelig også, når de knokler som vanvittige for at følge med i de travle perioder. Skal jeg spise lokalt, så er der ingen tvivl om, hvor det skal foregå, nemlig på Sisko! Her ved man, hvad man får, man kender råvarernes kompromisløse kvalitet og portionens størrelse – og har man prøvet at få dem til at lave mad til et større privat arrangement, så ved man også, at de rent faktisk KAN lave mad, der er i topklasse – og så oven i købet til en rimelig penge!! Imponerende nok, så er det stadig, efter 25 år, en fornøjelse at snuppe et måltid mad på Sisko.

Jette Elkjær/Orla Zinck

Sisko Café & Pizzaria i Bagsværd – er Gladsaxe’s ældste familieejede restauration. Vi har siden 1989 været et familie foretagende, og restaurationen overgår snart til 3 generation i familien. Den gang som nu, bestræber vi os altid på at give vores gæster og kunder, en god oplevelse.
Velkommen til Sisko Café & Pizzaria…